men havde den Afdøde gjort sit Frelsesøl, gik hans Bern foran Stalbroderen (litla erfð, G. L. 65 og 114). Saalænge en Frigiven ikke havde gjort sit Frelsesøl, havde ikke hans Børn nogen Arveret; men hans Efterladenskab tilfaldt den forrige Herre (Skapdrotnen), G. L. 63, F. L. IX. 15.
Alle de ældre Love bestemte, at naar Nogen, om end af Vaade, havde dræbt den Mand, hvis Arving han var, havde han forbrudt sin Arveret, hvilken da gik over til de nærmest paafølgende Arvinger (G. L. 164[1], F. L. VIII. 14, M. L. V. 9).
At Barnet havde samme Arveret efter sin Moder som efter sin Fader, fremgaar udtrykkelig af Forudsætningen i G. L. 53 jfr. 63 og F. L. IX. 9, jfr. dog G. L. 104 i. f.
Barn, der var avlet i Bigami, skulde efter G. L. 25 være uberettiget til at tage nogensomhelst Arv, undtagen efter sin egen Løsing, jfr. E. K. R. 22 og F. L. 111. 10. Om Børn, avlede i Her eller Blodskam, tales ikke i de ældste Love.
M. L. V. 7 foretog den væsenlige Forandring i den ældre Regel, at den kaldte den ægtefødte Descendens til Arv foran alle slægtninge i Sidelinjerne. Nogen Repræsentationsret indførtes imidlertid ikke; Datter og Sønnesøn arvede halvt mod Søn, – Den nye Lov følger iøvrigt ikke ganske nogen af de ældre Love; skjønt man ser, at Frostatingsloven nærmest er lagt til Grund; og navnlig giver den ægte Fødsel overalt et betydeligt Fortrin. Ordenen er følgende:
1ste Arv. 1) Ægte Børn og ægtefødt Sønnesøn, 2) Fader, 3) Farfader.
2den Arv. 4) Ætleding, Frillesøns ægtefødte Søn, ægtefødt Sønnedatter og ægtefødt Dattersøn, hver ¼ uden Hensyn til Individernes Antal, 5) ægtefødt Datterdatter.
3dje Arv. 6) Samfædre og ægtefødt Broder, 7) samfædre og ægtefødt Søster, 8) ægtegift Moder, 9) Frillesøns ægtefødte Datter og Frilledatters ægtefødte Søn, 10) Frilledatters ægtefødte Datter, 11) Morfader og ægtegift Farmoder, 12) ægtegift Mormoder.
4de Arv. 13) Samfædre og ægtefødt Farbroder, samfædre og ægtefødt Brodersøn, samt sammødre og ægtefødt
- ↑ Heldr skal konungr hafa en hann.
