Iøvrigt var Arvegangsordenen i de ældste Love noget uklar. De 2 endnu bevarede Love har temmelig afvigende Reglen sandsynligvis har Arvegangsordenen i de ældste Tider været forskjellig i de forskjellige Lagdømmer, ligesom det ogsaa synes, at selve de Kilder, som vi nu besidder, indeholder forskjellige Bestemmelser af forskjellig Ælde. Hovedprinciperne er dog overalt de samme.
1) Efter alle Lovene gik Sønnerne foran alle andre Arvinger. Derimod udelukkedes Datter og Sønnesøn af den Afdødes Fader
2) Ægtefødte havde Fortrin for Uægtefødte, skjønt disse sidste ogsaa havde Arveret baade efter Fader og Moder og begges Slægt. Ægte og uægte Fødsel kom i Betragtning ikke alene ved selve Forbindelsen med Arveladeren, men ogsaa udenfor denne, saa at den, som selv er ægtefødt Barn af en Uægtefødt, bliver nærmere arveberettiget end sin egen Parens, ligesom det ogsaa med Hensyn til Moders Arveret efter sit Barn kommer an paa, om hun selv er ægtefødt. Oprindelig har de Uægtefødte maaske været udelukkede fra Arvetallet.
3) Slægtninger paa fædrene Side gik foran for Slægtninger paa mødrene Side af samme Grad, og Mand foran for Kvinde. Kvindernes Arveberettigelse var overhovedet meget indskrænket, og oprindelig synes de at have været udelukkede v fra Arvetallet; hvorimod Retten til Udstyr ved Giftermaal traadte i dens Sted.
4) Frændernes Arveret var dog begrænset inden en vis Slægtskabsgrad. Fjernere Ascendenter og Descendenter end Bedsteforældre og Børnebørn nævnes ikke som arveberettigede, og i Sidelinjen synes Grænsen at have i den ældre Tid været sat ved 3dje Grad (Næstsødskendebørn, G. L. 104 jfr. 105: de, der er lige saa nær beslægtede som de, hvis Fædre er Brødres Sønner). Denne Grænse blev af Magnus Barfods Sønner udstrakt til 5te Mand i Slægt (F. L. VIII. 15), hvilket maa beregnes efter kanonisk Maade, da ellers tiere af de tidligere udtrykkelig opregnede Led vilde komme til at falde udenfor Grænsen. – Magnus Lagabøters Landslov sætter Grænsen ved 4de Mand efter kanonisk Beregning,
