Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/151

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


bestemte Festdage om Aaret almindelig Almisse-Uddeling forordnet, se G. L. 8; B. K. R. (II) 22; E. K. R. 32; F. L. II. 18, 32 og 33; B. R. 63 samt J. K. R. 18 og 39, som siger, at «Almissegiven er det største Miskunhedsværk, der, naar den sker retteligen og med god Vilje, forhverver Giveren Guds Miskun og skikker hans synder, som Vand slukket Ild». Tilsynet med Almisse-Uddelingen førtes af Biskoppens Aarmand eller i dennes Fravær af Sognepræsten i Forening med nogle af ham opnævnte Bønder.

Om de kongelige Hirdmænds Forsørgelse i deres Alderdom se Hdsk. 53 jfr. 21, Rb. 17 Juni 1308 Art 16, samt Langes Klosterhistorie 2den Udg. S. 462–64.

§ 26.
Arveretten.

En umiddelbar Følge af Slægtskabsforbindelsen var Ættens Ret til at arve sine afdøde Medlemmers Efterladenskab. Denne Ret var i de ældste Tider aldeles ubetinget, og kunde ikke ved nogen privat Forføjning tilsidesættes; den var ligefrem begrundet i den Enhed, som Ætten dannede lige overfor alle Andre, og den tilkom ikke mindre Ascendenterne og de Beslægtede i Sidelinjerne end Descendenterne. Arveretten hvilede i Norge udelukkende paa Slægtskabsforbindelsen, ikke, saaledes som i Danmark i de ældste Tider, paa noget mellem de samlevende Familiemedlemmer stedfindende Formuesfællig.

I Henseende til de specielle Regler for Arvegangen viser det sig, at man væsenlig kun tog Hensyn til Slægtskabets Nærhed i Grad, beregnet fra den fælles Stamfader, og den Enkeltes mer eller mindre fremtrædende Plads inden Ætten efter den almindelige Opfatning. Derimod var det lineale Princip ganske ukjendt. Enhver Arvings Berettigelse bedømtes alene efter hans eget Forhold til Arveladeren, uden at der var Tale om Repræsentation. Derimod lagde man kjendelig an paa en vis Gjensidighed i Berettigelsen[1].

  1. Jfr. Maurer i Kritische Vierteljahrschrift XI. S. 413–16.