Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/153

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


se M. L. V. 7. – Chr. IV. Lov ibid. sætter Grænsen ved 7de Mand, hvilket maa forstaaes civiliter regnet, uagtet den kanoniske Regnemaade nys foran er lagt til Grund; men den 11te Arvegangsklasse er her, som en Følge af de foretagne Forandringer i Kilden, noget forvirret.

Den specielle Orden, hvori Slægtninger kaldes til Arv, er:

efter G. L. 103–105: 1) Søn. 2) Fader, 3) Datter og Sønnesøn, hver for det halve, hun Løsøret, han Odelsgodset, 4) Farfader, 5) samfædre ægtefødt Broder, 6) samfædre ægtefødt Søster, 7) Moder, 8) Farbroder og Brodersøn indbyrdes, 9) Farbroders Søn og sammødre Broder, hin Odelsgodset og denne Løsøret, 10) uægte Søn, 11) Farfaders Broders Sønnesøn (ɔ: Næstsødskendebørn), 12) Morfader og Dattersøn indbyrdes, 13) Morbroder og Søstersøn indbyrdes, 14) Fasters og Morbroders Søn (systkina synir), 15) Mosters Søn (systra synir). – De her opregnede kaldes tölumenn. Næst disse kommer alle andre, ikke særskilt opregnede Slægtninger inden samme Grad, i Forhold til Slægtskabets Nærhed og, hvor de var lige nær i Grad, de paa fædrene Side foran de paa mødrene[1]. – Som arveberettigede Kvinder, udenfor de særskilt tællede, nævner G. L. 1) Sønnedatter og Farmoder, 2) Fester og Broderdatter, 3) Farbroders Datter, 4) uægte Datter, 5) Farfaders Broders Sønnedatter, 6) Mormoder og Datterdatter, 7) Moster og Søsterdatter, 8) Fasters og Morbroders Datter og 9) Mosters Datter. Disse Kvinder kom først til Arv med de utællede Mænd, og andre Kvinder end disse synes ikke at have haft nogen Arveret. – Loven tilføjer i Kap. 105 i Slutn. «at Slægtskabsforholdet kan falde saa forskjelligt, at Ingen formaar tilfulde at ordne Arvegangen, og da maa man gjøre, eftersom det tykkes ligest, naar Tilfældet opstaar».

  1. Nú eru eigi tølumenn til, ok eru menn til í høfuðbarm ok i kvennsvipt, ok eru øll jafnnán, þá skulu þeir hafa, er í høfuðbarm eru; en ef hinir em nánari, þá skulu þeir hafa. Nú verðr knéskot í erfðum, þá skal sá hafa, er nánari er. Nú er hann taldr í aðra kvisl en eigi í aðra, þá er sem han sé í báðar taldr. Nú eru eigi tølumenn til, ok eru menn til jafnnánir tølumønnum, þá skulu þeir hafa, er jafnnánir eru þeim, er fyrr váru taldir.