Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/140

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


indbefattet Blodskam, ved Settered (G. L. 57[1], B. K. R. (II.) 14; F. L. II. 1; B. R. 126). Efter Gulatingsloven og Bjarkøretten behøvede denne Ed ikke at gaa ud paa: ej at have haft Samleje med Kvinden, men alene ligefrem paa: ej at være Fader til Barnet; Borgartingsloven bestemmer derhos, at, hvis Kvinden er berygtet for Letfærdighed, skal den udlagte Person alene gjælde som halv Barnefader og yde Barnet den halve Underholdning. Var den opgivne Barnefader død, kunde Kvinden bevise Paterniteten ved Jærnbyrd; var Moderen død, kunde hendes værge eller, om hun var Trælkvinde, hendes Herre paa lige Maade æske den formentlige Barnefader paa Ed, og, hvis i dette Tilfælde ogsaa denne var død, havde hans Arving Valget mellem at fralægge ham Paterniteten ved Jærnbyrd eller ved Ed. – Barnemoderen var forpligtet til at opgive Faderen; negtede hun dette, skulde Træl ansees som Fader til hendes Barn, og hun bøde 3 Mark til Kongen[2]. (jfr. G. L. 198).

Som ægte født betragtedes ethvert Barn, hvis Forældre inden dets Fødsel var blevne lovlig gifte; ligesaa Børn, avlede af Fæstefolk, naar Brylluppet var blevet forhindret ved Fæstemandens Død inden den lovbestemte Frist (F. L. III. 13, B. R. 68). Legitimation ved paafølgende Ægteskab anerkjendes derhos i F. L. III. 11, men kun i det Tilfælde, at der ogsaa efter Ægteskabet fødes Børn[3]. Ved J. K. R. 46 jfr. M. L. V. 7 første Arv Slutn.[4] blev det overensstem-

  1. Sá skal faðir at barni, er móðir segir at faðir sé. … Svá skal frjálsrar konu barn af hendi fœra sem ambáttar. … Lýrittar eiðr skal fyrir legorð hvert, nema maðr sé vændr konu þeirri, er hann vinnr údaðaverk á, þá er settar eiðr.
  2. B. K. R. (II.) 14: Ef kona segir eigi til faðernis, þá heitir þræll faðir at því barni; hon hefir legit sekt í garð konungs til 3 marka; því barni þarf eigi frjálsi, þat má eiga ágætr maðr eða ofskyldr.
  3. Þá helga þau, er eptir brullaup eru fœdd, hin til arfs, er fyrir brullaup váru.
  4. Svá er ok staðfest um alt landit, at þegar maðr festir sér konu at guðs lögum ok samþykt beggja þeirra, þá eru þau börn, er hann á með þeirri konu, lögliga til arfs komin, hvert sem þau eru getin fyrir festing eða eptir.