værende døbe Barnet; dog heller en Mand end en Kvinde, og kun i yderste Nødstilfælde nogen af Barnets Forældre. I Forbindelse hermed stod Budet om, at alle Folk over 12 Aars Alderen under Straf af Bøder var pligtige at kunne Daabsbekjendelsen, J. K. R. 1.
Ifølge G. L. 63 kunde imidlertid fattige Frigivnes efterladte Børn, som intet havde at leve af, lægges ned i en Grav paa Kirkegaarden for at omkomme (grafgángsmenn); det Barn, som levede længst, skulde da den tidligere Herre tage til sig og opføde[1]. Dette har dog vistnok ikke været almindeligt, og der findes intet Tilsvarende dertil i de andre Love (jfr. F. L. IX. 11); tvertimod bestemmer F. L. II. 2, at, hvis en Tiggerkvinde, som gaar husemellem, dør fra sit Barn, skal Bonden lade Barnet føre til Kirke og døbe, og hvis Ingen er villig til at tage det til sig og opføde det, skal samtlige Fylkesmænd forsørge det. – Hvor Nogen i et saadant Tilfælde antog sig et Fattigbarn, synes han at have været berettiget til at beholde Barnet som Skyldtræl (leggja skulld á þá, fénýta), indtil han fik Vederlag for, hvad dets opfostring havde kostet (jfr. G. L. 61 og 298).
I Henseende til Bestemmelsen af Paterniteten til en Ægtehustrus Barn indeholder Lovene ikke ligefrem nogen Regel; men det er udentvivl forudsat som en Selvfølge, at Ægtemanden ansees som Barnets Fader (jfr. G. L. 124; F. L. IX. 7 jfr. Hkb. 74; B. R. 132; M. L. V. 19). Var. Konens eller Fæstekvindens Utroskab paa lovlig Maade bevist, kom vistnok de almindelige Regler for overførelse af Paternitet til Anvendelse; men Lovene udtaler sig ikke om, hvorvidt der i saadant Tilfælde fremdeles gjaldt nogen Præsumtion for, at Ægtemanden er Barnets Fader. – Med Hensyn til uægte Børn var det Regelen, at den Mand, som Moderen ved Fødselen opgav som Barnefader, antoges for at være det, hvis han ikke til første stevne fralagde sig Paterniteten ved Lyrittered eller, hvis Lejermaalet tillige vilde
- ↑ Nú fær leysingi leysingju, ok er gert frelsisøl beggja þeirra, þá gegna børn beggja arfi; en ef þau verða at þrotum, þá eru Þat grafgángsmenn; skal grafa gröf í kirkjugarði ok setja þau þar í, ok láta þar deyja; taki skapdróttinn þat ur, er lengst lifir, ok fœði þat síðan.
