Kap. 8; Gunnlaugs S. Kap. 3[1]; Finnboga S. ramma Kap. 2; Vatnsdœla S. Kap. 37; þáttr Þorsteins Uxafóts Kap. 4, Flateyarb. I. S. 252; Ol. S. helga Kap. 18, FmS. IV. S. 32). – Tvivlsomt er det, hvorvidt Faderen havde Ret til at sælge sit Barn som Træl; men endnu G. L. 71 tillader Faderen at give sit Barn i Pant for Gjæld, dog ikke for højere Sum end 3 Mark, og dette var bindende for Barnet. At Faderen raadede uindskrænket for Døtrenes Giftermaal, og kunde bortgive en Pige selv mod hendes Vilje, er ovenfor omtalt. – Med alt dette sees dog den huslige Tvang i Almindelighed at have været mild, og Ungdommen indrømmet megen Frihed.
Ved Kristendommens Indførelse blev Retten til at udsætte sine Børn strax ophævet i Norge; medens den derimod paa Island endnu maatte bibeholdes i nogen Tid, og først ved Olaf den Helliges Bestræbelser blev afskaffet c. 1016 (Njáls S. Kap. 106, Ol. S. Tryggvas. Kap. 229, FmS. II. S. 242; Heimskr. Olaf den Helliges S. Kap. 56, 58 og 133). – Alle Kiistenretterne (G. L. 21 og 22; B. K. R. 1–3; E. K. R. 1–6) paabyder, at ethvert Barn skal kristnes og opfødes, med mindre det ikke har menneskelig Skikkelse, eller det er saa vanskabt, at det ej kan tage Næring til sig, i hvilket Tilfælde det dog skal føres til Kirke og idetmindste primsignes, hvorefter det skal lægges ned for at omkomme af sig selv. At dræbe et nyfødt (udøbt) Barn ansaaes for det værste Mord (heiðit morð, morð hit mikla), da man derved tillige myrdede Sjælen, og blev af Magnus Erlingssøn gjort til Ubødesag, medens det tidligere alene havde medført 3 Marks Bod til Biskoppen. Ifølge F. L. II. 1–3, J. K. R. 1 og 5 skulde ethvert Barn kristnes og opfødes, naar det kun havde menneskeligt Hoved, om det end iøvrigt var vanskabt. Inden en fastsat kort Tid efter Fødselen skulde ethvert Barn bringes til Daaben; var Barnets Liv i Fare, og der ikke var Anledning til at naa Præst, skulde hvilkensomhelst Tilstede-
- ↑ Þat var þá siðvandi, er land var allt alheiðit, at þeir menn, er félitlir voru en stóð ómegð mjøk til handa, létu út bera börn sín, ok þótti þó illa gert ávallt. Jfr. Keyser, Efterl. Skr. II. 2. S. 4–8.
