Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/134

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
§ 23.
Fortsættelse. Ægteskabets Opløsning.

Ægteskabets Opløsning (hjúnaskilnaðr) var i den hedenske Tid ganske overladt til enhver af Parternes eget Forgodtbefindende. Manden behøvede ikke engang hertil at angive nogen Grund, men kunde uden videre sende Konen fra sig, naar han kun udredede hendes Hjemmegift og Tilgift; hvorimod Konen maatte have en lovlig Grund til Skilsmisse, i hvilken Henseende det dog, som det lader, ikke toges synderlig strengt. Hvor skilsmisse fandt Sted af en lovlig eller dog rimelig Grund, synes den ikke at have været ledsaget af videre ufordelagtige Følger; Konen fik sin Hjemmegift tilbage, og Manden beholdt Tilgiften. Kun i de groveste Tilfælde, navnlig naar Skilsmissen var foranlediget ved Utroskab fra Konens Side eller ved Mishandling eller Vægring af ægteskabeligt Samliv fra Mandens Side, synes Følgen at have været, at den skyldige Kone forbrød sin Hjemmegift, og at den skyldige Mand maatte udrede Tilgiften til sin Kone Ægteskabets Ophævelse skulde finde Sted under visse bestemte Former (at segja skilit, jfr. Njáls S. Kap. 7; G. L. 54[1]), og det stod enhver af Ægtefolkene frit for at indgaa nyt Ægteskab.

Efter Kristendommens Indførelse gjorde Kirken Grundsætningen om Ægteskabsbaandets absolute Uopløselighed (se herom i det hele C. 32 qv. 7) gjældende; men det varede endnu længe, før den borgerlige Lovgivning sluttede sig hertil. Man ved jo, at Kong Harald Haardraade, medens hans første Dronning Ellisif levede, formelig tog Thora Thorbergsdatter tilægte, og i sine sidste Regjeringsaar atter fornyede Ægteskabet med Ellisif, saa at han altsaa samtidig havde 2 anerkjendte Dronninger; endvidere hvorledes Sigurd Jorsalfarer endnu langt nede i det 12te Aarhundrede forskjød sin første Dronning Malmfrid og ægtede Cecilia (Heimskr. S. Har.

  1. Ef maðr vill skiljast við konu sína, þá skal hann svá skilit segja, at hvártveggja þeirra megi heyra mál annars, ok hafa við þat vátta (Olaf).