og Gjældens Betaling, hvor Særeje finder Sted; men det er kjendeligt, at Lovbogen i det hele gaar ud fra Fællig som det regelmæssige. De ældre Tiders fuldstændige Aftaler ved Fæstemaalet, paa hvilke den hele ordning med Særeje hvilede, er vistnok nu gangne af Brug. Loven tilføjer derhos udtrykkelig, at «Villigheder» som Ægtefolkene maatte ville gjøre hinanden efter Brylluppet, om Løsøre eller fast Gods, ikke er gyldige uden Arvingernes Samtykke. Ligeledes er de gamle Bestemmelser om Mandens Bestyrelse af Boet saavel under Særeje som Fællig, saavelsom den Indskrænkning, at han ikke uden Konens Samtykke maa fore hendes Gods ud af Landet eller sælge hendes Jord (V. 8), bibeholdte uforandrede.
Ved Chr. Vtes Lovbog indførtes et helt nyt System i Formueforholdet mellem Ægtefolk, idet den i Danmark gjældende Ret, saaledes som den i Tidernes Løb havde udviklet sig, helt og holdent optoges. Fælliget blev her til et virkeligt Sameje til lige Dele i alt, hvad hver af Ægtefællerne medbragte ved Ægteskabets Stiftelse, og det indtraadte ipso jure ved selve Ægteskabet, hvilket saaledes umiddelbart medførte en virkelig gjensidig Erhvervelse for hver af dem til Halvdelen i det fælles Bo, uden Hensyn til hvormeget hver havde indbragt. I dette Fællesskab indgik alt, saavel det faste som løse Gods, idet den særegne Arvegang, som Arvejorden tidligere havde været undergiven, ved Lovbogen blev afskaffet, medens dog de Odelsbaarnes selvstændige Løsningsret blev enhver forbeholden. – I Virkeligheden var imidlertid denne Forandring neppe saa stor, som den synes, ti, som ovenfor bemærket, havde Fælligsforholdet vistnok ogsaa i Norge forlængst vundet Overhaand; men praktisk var der dog den Forskjel, at der ved Boets Skifte nu ikke mere blev Tale om, hvad og hvormeget enhver havde indført, men alene om umiddelbar lige Deling af den samlede Masse, jfr. dog 5–2–19, der er en ny Bestemmelse.
