harðr. Kap. 33 og 85; S. Sig. Eyst. ok Ol. Kap. 40). Endnu G. L. 54 jfr. 63 synes i sin ældre Skikkelse at anerkjende en uindskrænket Skilsmissefrihed. Men saadan Skilsmisse har Kirken alene betragtet som en (utilladelig) Ophævelse af Samlivet, og den nye Forbindelse som et Konkubinatforhold. Kirken tillod alene, naar gyldige Grunde, navnlig Ægteskabsbrud og Mishandling, var tilstede, en Ophævelse af Samlivet ifølge Biskoppens Dom (separatio qvoad thorum et mensam); men ikkun i Horstilfælde var Separationen livsvarig, og den uskyldige maatte ikke gifte sig, saalænge den anden var ilive. Ved Overenskomsten i 1164 sees ogsaa G. 54 at være bleven forandret. Hertil sluttede sig tillige de øvrige Kristenretter (E. K. R. 22[1], B. K. R. 17[2], F. L. III. 6 og 8), der samtlige erklærer, at Ægteskabets Baand selv i Horstilfælde forbliver uopløst, og i Overensstemmelse hermed maa da ogsaa forstaaes F. L. XI. 14, M. L. V. 5, der tillader Manden at jage sin Kone bort, naar hun gjør sig skyldig i Hor, og B. K. R. (II) 8, der tillader Konen at forlade sin Mand, naar denne gjentagende slaar hende Forsamlinger. Og paa samme Maade bestemmer saavel J. K. R. 40 Slutn. og 44 som M. K. R. resp. 18 og 26, at Ægteskabet aldrig kan opløses uden i det eneste Tilfælde, at nogen af Ægtefolkene, inden Ægteskabet endnu er fuldkommet ved Samleje, gaar i Kloster, i hvilket Tilfælde den tilbageblivende har Ret til at gifte sig igjen (jfr. c. 2, 4 X. de convers. conjug. (3. 32). Det ægteskabelige Samliv kan derimod i Horstilfælde ophæves efter Biskoppens Dom; men den uskyldige Ægtefælle maa under ingen Omstændighed gifte sig igjen, saalænge den anden lever. Og dersom han under Separationstiden gjör sig skyldig i Lejermaal med nogen anden, skal han ved kirkelig Censur tvinges til at fornye Samlivet med sin Ægtefælle (jfr. c. 5 X. de divortiis (4. 19).
Derimod medførte overtrædelse af Kirkens Ægteskabsforbud altid Ægteskabets Annullation ab initio, og i dette
