Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/123

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


dring paa sin Hjemmegift med Mandens Myndlingers Fordringer, men gik foran for hans øvrige Kreditorer; for Tilgiften (herunder ogsaa indbefattet mundr) og de andre Gaver stod hun derimod tilbage saavel for de Umyndiges Krav som for den Gjæld, som hvilede paa Manden før Ægteskabet, «da Ingen skal kjøbe sig Hustru for Andres Penge», men konkurrerede med hans øvrige Kreditorer.

Med Hensyn til sit indbragte Jordegods synes Konen ikke blot at have indtaget en Kreditors Stilling til Mandens Bo, men at have haft en virkelig tinglig Ret. Vel findes der i de ældre Love intet Forbud imod, at Manden under sin Bestyrelse af Boet afhændede sin Kones Jordegods, ligesaalidt som nogen Antydning om, at der isaafald tilkom hende nogen Fortrinsret i hans Bo for Salgsbeløbet. Men forsaavidt Godset fandtes i Boet ved Ægteskabets Opløsning, ansaaes hun vistnok ligefrem som dets Ejer, saaledes at hun, uden Hensyn til Boets Forfatning, kunde forlange det udleveret. Dette synes bestemt at være forudsat saavel i G. L. 115 som især i F. L. IX. 19, B. R. 105, samt XI. 8[1] og 15, M. L. V. 4, der kjender Konen berettiget til efter Mandens Død at erholde udleveret den af hende ved Ægteskabets Stiftelse medbragte saavelsom den under Ægteskabet arvede Jord, men paa den anden Side frakjender hende Ejendomsret til den Jord, som under Ægteskabet bliver indkjøbt, selv om det sker for Konens egne Penge, og selv om Manden lader Jorden umiddelbart tilskjøde hende selv personlig. – Den eneste lovbestemte Indskrænkning i Mandens Forvaltning var, at han ikke maatte føre sin Kones Gods ud af Landet uden hendes Samtykke (G. L. 52, M. L. V. 3). Først ved Rb. 1280 Art. 22 jfr. 21 forbydes det Manden at sælge Konens Jord uden hendes Vilje, da hun i modsat Fald kunde rokke Salget inden 20 Aar, hvilket i Rb. 2 Maj 1313 Art. 6 er nærmere

  1. En ef kaupir jörð með gripum eða lausafé eða búfé konu sinnar, ok lifir hon hánum lengr, þá skal hon þat eitt hafa í jörðu af örfum hans, sem henni fylgði heiman, ok þriðjungsauka með, en þó at hann leiði hans til bókar, skeyting at taka, því at lög rjúfa þat mál. En ef hon tekr fé í erfð síðan er þau komu saman, ok verðr þat fé í jörðu greitt, þá skal sú jörð hennar.