Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Denne Omstændighed, at Husholdningen i Norge altid førtes for fælles Regning, medens paa den anden Side hele Indkomsten af Konens Formue, men heller ikke mere, hertil kunde anvendes, og Manden beholdt Overskuddet, – saa at Konens Kapitalformue i Regelen blev uforandret, idet den alene kunde blive forøget gjennem sednere særlige Erhvervelser (navnlig Arv og Bøder), og formindsket ved særskilte Udredsler (der ikke let kunde blive andre end Bøder og Døtres Udstyr, jfr. M. L. V. 7), – maatte, i Forbindelse med Konens indskrænkede Raadighed over sit Gods, af sig selv medføre, at der i Virkeligheden aldrig blev Spørgsmaal om at kræve noget Regnskab af Manden, medens Ægteskabet bestod, men alene om et endeligt Opgjør ved Ægteskabets Opløsning. Konens Fordring i Mandens Bo kaldes i G. L. máli konu, og i Dipl. Norv. II. No. 232 bruges Benævnelsen málakona om Enken, som modtager Opgjør for sit Tilkommende af Mandens Arvinger. Dette kunde, hvor Hustruens Indbragte ved Ægteskabets Indgaaelse var blevet lovlig vurderet, ikke let fremkalde nogen Vanskelighed; var derimod vurderingen forsømt, havde den længstlevende, enten det saa var Manden eller Konen, efter F. L. XI. 6 og M. L. V. 4 Adgang til ved sin egen Ed at angive dets Størrelse. I Tvisttilfælde blev heraf et almindeligt Gjældssøgsmaal, der, hvor ingen formelig Vurdering havde fundet Sted, maatte ske som for ikke-vitterlig Gjæld (med kvaða), saavel hvor det var Enken, som klagede over at have erholdt for lidet, som hvor Mandens Arvinger klagede over, at hun havde beholdt for meget (jfr. F. L. XI. 7), og ligeledes naturligvis naar Konens Arvinger søgte hendes Hjemmegift tilbage hos den længstlevende Mand. Efter G. L. 115[1] og M. L. V. 13 jfr. 6 konkurrerede, i Tilfælde af Mandens Død, Enkens For-

  1. Nú er þar úmaga eyrir í gerði ok máli konu, þá er vel ef þeim vinst báðum fé; en ef eigi vinst, þá skal hon þarnast gagngjalds ok gjafar. … Heldr skal kona þarnast tilgjafar sínar heldr en þeir menn er fyrr áttu at hánum en hann fengi hennar, fyrir því at engi skal sér konu kaupa við annars fé. Nú skal hon hafa heimanfylgju sína en úmagi fé sit; nú er eigi fé svá mikit, þá missi svá hvárttveggja sem fjármegin er til.