Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/118

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


bedrev Utugt med hende, jfr. F. L. XI. 17 samt Sv. K. R. 69, der sandsynligvis hidrører fra en tabt Recension af Gulatingsloven[1]. – Og hvis saadant aabenlyst ægteskabeligt Samliv havde bestaaet i 20 Aar, gik det efter G. L. 125 af sig selv over til Ægteskab og Børnene blev ægte; jfr. B. K. R. (II) Kap. 10, der efter 30 Aars Samliv lader Præsumtion om Ægteskab indtræde, hvor dets lovlige Stiftelse ikke kan bevises. Lignende Bestemmelser indeholdes ikke i de øvrige Kristenretter.

Ægtede nogen Mand sin Frille, bestemmer F. L. III. 11, at de Børn, som fødes efter Ægteskabets Indgaaelse, helliger de tidligere fødte til Arv med sig saaledes, at hvis der efter Ægteskabet blot fødes Døtre, da arver de før Ægteskabet fødte Børn af begge Kjøn lige med dem. Under andre Betingelser ansaaes ikke efter de ældre Kristenretter uægte Børn legitimerede ved Forældrenes paafølgende Ægteskab, med mindre de var avlede efter Fæstemaalet, og F. L. III. 13 bestemte udtrykkelig, at selv om en Mand formelig slutter Fæstemaal med sin Frille, for at Børnene derved skal blive ægte, gjælder det dog ikke, dersom Ægteskabets Fuldbyrdelse udsættes over den lovbestemte Tid[2]. Ved J. K. R. 46 (jfr. M. B. K. R. 16, G. 24) blev det derimod, overensstemmende med Kirkens Lære (c. 1, 6 X. qvi filii sint leg. (4. 17), foreskrevet som ubetinget Regel, at uægte Børn legitimeres ved Forældrenes paafølgende Ægteskab, jfr. M. L. V. 7, første Arv.

§ 22.
Fortsættelse. Ægteskabets Retsvirkninger.

Angaaende Ægteskabets retlige Virkninger med Hensyn til Ægtefællernes Personer, indeholder vore gamle Love ikke

  1. Ef maðr á sér friðlu, ok ferr hann á frá henni, ok hefir hann lagt fyrir hans vistir svá at hon þarf eigi annarra fanga heldr en eiginkona hans, ok hefir haft hana með sér til öldrs ok til áts, ok buit sess hans ok sæing, ok glœpr maðr hana frá hánum, þá skal slíkan rétt á henni taka sem á skyldkonu sinni; en ef hann hefir eigi svá gert, þá er hon eigi hans heldr en hins.
  2. Því at hvárki skal með þessu arfsvik gera, né brúðhlaup svívirða.