Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/119

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


videre fuldstændige Forskrifter; de forudsætter meget mere, ligesom de nyere Love, disse som flydende af sig selv. – Hustruen saavelsom Fæstekvinden erholdt Mandens personlige Ret, og beholdt denne som Enke (G. L. 42 og 201; F. L. X 37 og XI. 12); kun Løsingens Enke synes, hvis hun var af fribaaren Æt, efter Mandens Død at have faaet sin fædrene Ret tilbage (jfr. G. L. 63; F. L. IX. 11). – Under Ægteskabet var Kvinden uden Hensyn til Alder undergiven Mandens Værgemaal, og hun havde, hvor stor Særformue hun end besad, efter Landslovene kun en meget indskrænket Raadighed for Kjøb (G. L. 56; F. L. XI. 21 jfr. 23; M. L. V. 3 og VIII. 21), hvilken rettede sig efter Mandens Stand. Efter B. L. VII. 6 havde derimod Konen i Kjøbstæderne fuld Myndighed til at afslutte Handler; kun ikke om faste Ejendomme. – Med Hensyn til Pligten at leve sammen, da synes denne lige saa lidt i ældre Tid som nu at have været Gjenstand for nogen retlig Tvang, men alene for kirkelig Tugt, jfr. dog B. K. R. 17; hvorimod Følgen af ulovlig skilsmisse var, at Manden, hvis han var den skyldige, maatte udlevere Tilgiften, og, hvis Konen var den skyldige, at Manden kunde beholde hendes Hjemmegift, saa længe hun levede (G. L. 54; F. L. XI. 14; M. L. V. 5; jfr. J. K. R. 44). – Refselsesret over sin Hustru synes Manden ikke at have haft i Norge, saaledes som i Danmark (J. L. II. 82, Kilden til Lovb. 6–5–5). Slog Manden sin Kone, forfaldt han efter G. L. 54 og B. K. R. (II) 8[1] i Bøder til hende, efter Gulatingsloven dog kun hvis det skede i offentlige Forsamlinger; og hvis saadant gjentog sig 3 Gange, var Konen berettiget til at forlade ham med Bibehold af Hjemmegift og Tilgift. De øvrige Love har intet tilsvarende; men F. L. IV. 35

  1. Ef maðr ræðr konu sína eigna lyklum eða lásum, þá er hann sekr þrim mörkum; svá ok ef hann tekr konu aðra ok leggr í hjá sér, setr hann innan hús sér eða henni, þat heitir arinelja; þat hit þriðja ef maðr ræðr konu sinni með horni eða huefa á ölbekk; þá er hann sekr þrim mörkum fyrir hvárt þetta. Nú er hon tekr þrjú rétti á því máli, ok gerir hann til hins fjórda, geri hvárt er hon vill, at skiljast við hann eða hafi svá gert.