Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/117

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


13de Aarhundrede Kirken at gjennemføre Budet om Gejstlighedens Cølibat i Norge. Først i Magnus Lagabøters Kristenretsudkast B. Kap. 17, G. resp. Kap. 25 og 21 er disse Forbud optagne; sammesteds forbydes ogsaa, overensstemmende med den i Kirken efter Gratians Tid gjældende Lære (c. 3 C. 31 qv. 1, jfr. e. 6 X. de eo, qvi duxit (4. 7), Ægteskab med den, hvormed Nogen i sit tidligere Ægteskab har bedrevet Hor, naar de enten havde stræbt den anden Ægtefælle efter Livet, eller udtrykkelig lovet hinanden Ægteskab efter dennes Død. Tilsvarende Bestemmelser findes ikke i Jons Kristenret, hvilket dog udentvivl alene maa hidrøre fra en Forglemmelse.

Som den til gyldigt Ægteskabs Indgaaelse fornødne Alder fastsætter saavel J. K. R. 40 som M. B. K. R. 17, G. 25 i Lighed med den almindelige Kirkelov (c. 8, 10 jfr. 12 X. de desp. impub. (4. 2) for Manden 14 Aar og for Kvinden 12 Aar. Forbindelser, stiftede før denne Alder, betragtedes imidlertid ikke som Nullitet; men det overlodes Parterne, naar de havde naaet den lovbestemte Alder, selv at afgjøre, om de vilde have sin Forbindelse betragtet som Ægteskab, for saavidt de ikke tidligere gjennem legemlig Omgang havde faktisk erkjendt den som saadant.

Ægteskabeligt Samliv mellem ugifte Folk var ikke udtrykkelig forbudt af Kirken, og var tildels anerkjendt i den borgerlige Lov, forsaavidt Forholdet var aabenlyst og vitterligt. Vel var Kvinden desuagtet blot Frille (friðla, fylgjukona) og Børnene uægte; men disse fremhæves dog som en egen Klasse af de uægte Børn (hornungar, G. L. 104, F. L. X. 47), og har maaske ogsaa i et tidligere Tidsrum haft visse Fortrin for de andre. Efter B. R. 129[1] maatte vistnok den, der holdt Frille, bøde til hendes Frænder; men ej til Kongen, og han tilkom selv Bøder, hvis nogen Anden

  1. Ef maðr tekr birgiskonu sér, ok hefir vátta tvá við, ok gengr í ljósi í hvílu hennar, þar á konungr engvan rétt á, en frændr eigu rétt á. Nú ef hann liggr með henni í annat sinn, þá skal hann bœta syni sínum slíkan rétt, sem áðr bœtti hann frændum hennar. En ef annarr maðr liggr með birgiskonu hans, þá skal bœta hánum 12 aurum at rétti sínum.