Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/115

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ger blevne ganske upaaagtede i Sigurds Kristenret af 1244, der fremdeles bibeholder Grænsen ved 6te Grad Slægt (F. L. III. 1[1]); derimod findes 4de Grad sat som Grænse i en Recension af B. K. R. (I) Kap. 15[2]. – J. K. R. 47 saavelsom M. K. R. resp. 21 og 30 sætter ligeledes Grænsen for Ægteskabsforbudene ved den lige Sidelinjes 4de Grad.

Det af ulovlig Omgang opstaaede Svogerskab gjaldt før Tridentinerkonciliet som Ægteskabshindring i samme Udstrækning som det legitime (c. 2, 5, 7, 8, 9 X. de eo, qvi cognovit (4. 13), og selv et bestaaende Ægteskab maatte efter den ældste Kirkeret hæves formedelst legemlig Omgang af den ene Ægtefælle med den andens Slægt (c. 21, 24, C. 32 qv. 7). Om dette Tilfælde fastsætter imidlertid F. L. III. 6, der dog, mærkelig nok, ikke er gjentagen i Jons Kristenret, overensstemmende med Kirkens sednere Lære (c. 6, 10, 11 X. de eo, qvi cognovit (4. 13), at Ægteskabet ikke opløses ved efterfølgende ulovligt Svogerskab, men at kun det ægteskabelige Samliv skal ophøre[3].

Foruden af det virkelige Slægt- og Svogerskab opstod ogsaa Ægteskabshindring af det saakaldte aandelige Slægtskab og Svogerskab (guðsifjar cognatio spiritualis). Kirken betragtede nemlig Daaben som en aandelig Fødsel, hvorved den Døbende og Fadderne tænktes som Barnets aandelige Forældre, hvilket Forhold før det tridentinske Koncilium (sess. 24 de ref. matr. c. 2) ogsaa udstraktes til Slægten paa begges Side; det samme gjaldt ved Primsigningen og Konfirmationen (c. 1, 5 C. 30 qv. 1; c. 1 C. 30 qv. 3; c. 4, 6, 8 X. de cogn. spirit. (4. 11). I Overensstemmelse hermed forbyder ogsaa vore Kristenretter Ægteskab mellem Barnet

  1. Engi skel taka konu í ætt sína annars kostar, en mælt er ok biskup leyfði á Móstrarþingi ok allir menn urðu á sáttir. Telja skal frá systkinum tveim 6 menn á hvárntveggja veg, ok taka at hinum sjaunda. En ef maðr vill taka konu þá, er frændi hans átti, þá skal telja 4 menn á hvárntveggja veg ok taka at hinum fimta.
  2. Engi maðr skal fá frændkonu sína skyldri en at fimta kné ok at fimta manni frændleif.
  3. Þá hefir hann fyrirfarit samlagi þeirra um likamslosta; en þó stendr hit helga hjúnskaps band þeirra á meðal af guds hálfu.