Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/116

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

og dets Forældre paa den ene Side og den Døbende (Præsten) og Fødderne samt disses Ægtefæller og Børn paa den anden (G. L. 26[1], B. K. R. 15, F. L. III. 3 og 8, E. K. R. 53, J. K. R. 49 og 50). Derimod har vore Kristenretter intet Forbud mod Ægteskab mellem Fødderne indbyrdes, uagtet Kirken ogsaa antog aandeligt Slægtskab stiftet mellem dem; dog ifølge et Dekret af Bonifacius VIII af 1298 (c. 3 VI. de cogn. sp. (4. 3) kun ved Daaben, ikke ved de øvrige Sakramenter. – Om efterfølgende aandeligt Slægtskab derved, at den ene af Forældrene selv døber eller staar Fadder til sit Barn, fastsætter B. K. R. 3, E. K. R. 4, F. L. II. 3 og J. K. R. 1, overensstemmende med Kirkens dengang antagne Lære (c. 4, 6, 7 C. 30 qv. 1; c. 2 X. de cogn. sp. (4. 11) udtrykkelig, at Ægtefællerne ikke derfor skal adskilles.

Ifølge G. L. 26 og E. K. R. 30 var Ægteskab ligeledes forbudt mellem den, som havde indledet en Barselkvinde i Kirken, og Kvinden; men dette gjenfindes ikke andetsteds. – Ved Ætledningen opstod ingen ny Hindring for Ægteskab; men Slægtskabsforholdet var her tilstede i Forvejen.

Iøvrigt erkjendtes det altid, at Svogerskab kun omfattede den ene Ægtefælle eller Konkumbent og den andens Slægt, men ikke begges Slægtninge indbyrdes (c. 5 X. de consangv. (4. 14). Kun mellem en Kvindes Børn af andet Ægteskab og den første Mands Slægtninge var tidligere Ægteskab forbudt; men dette Forbud hævedes ved Laterankonciliet i 1215, og er ikke kommet ind i nogen af de norske Kristenretter.

Endelig var det efter den almindelige Kirkelov forbudt alle Gejstlige fra Subdiakon af, Klostermænd, Vanvittige, Forgjorte, Gildinger og til legemlig Omgang Udygtige at indgaa Ægteskab. Heller ikke maatte Hedninger gifte sig med Kristne. Disse Forbud findes imidlertid ikke i de ældre Kristenretter, og det lykkedes ogsaa først langt nede i det

  1. Guðsifjar eru 6, er vér skulum þyrmast við svá sem frændkonum várum. Nú er þar ein at halda barni undir primsignan, en önnur at taka ór vatni, þridja at fœra ór hvítaváðum, fjórda at halda undir biskups hönd, fimta at leysa fermidregil, setta at leiða konu í kirkju; þessar einar skal þyrma við konuna, en allar aðrar 5 guðsifjar skulum vér halda við födur ok móður sem við barnit.