Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/109

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Bestemmelse, der tillægges den lovkyndige Høvding Berse i Viken paa Olaf Kyrres Tid, hvorefter den af Parterne, som bred Fæstemaal, der var sluttet under fuld Forpligtelse (þar sem ábyrgðir manna eru saman komnir), skulde bøde til den anden saameget, som den aftalte Hjemmegift og Tilgift udgjorde; i modsat Fald (ef eigi komu ábyrgðir manna saman), skulde den, der vilde bryde Fæstemaalet, bøde til den anden 3 Mark i Haandsalsbrud; dette sidste stemmer med hvad G. L. 51 foreskriver, naar en Enke har fæstet sig uden sine Frænders Raad, eller nogen uberettiget har bortfæstet en Kvinde. Efter F. L. III. 12, jfr. J. K. R. 41, skulde den af Parterne, som brød Fæstemaalet, bøde 3 Mark til Biskoppen og betale til den anden saameget, som Loven bestemmer; nogen saadan Bestemmelse kjender vi imidlertid ikke, og det er saaledes uvist, om der alene menes, hvad den angjældende selv havde vedtaget at erlægge, altsaa Fæstemanden Tilgiften og Giftningsmanden Hjemmegiften, eller om der menes begge disse Præstationers samlede Beløb; det første synes dog antageligst, jfr. F. L. XI. 1, B. R. 125, hvorefter Giftningsmanden, hvis han var Skyld i, at Fæstekvinden løb bort, skulde bede til Fæstemanden saa meget, som hun skulde have haft i Hjemmegift. Var Parterne (Fæstemanden og Giftningsmanden eller i Tilfælde Kvinden selv) enige, kunde Forbindelsen selvfølgelig altid hæves; ligesaa kunde Fæstemaalet efter G. L. 51 hæves, hvis nogen af Fæstefolkene angrebes af Spedalskhed[1] (hörundfall); i Tilfælde af anden Sygdom skulde den anden Part vænte i 12 Maaneder; men hvis ikke Helbredelse inden den Tid indtraadte, havde han Valget mellem at vedblive eller hæve Forbindelsen; jfr. F. L. III. 12, hvorefter, foruden Sygdom, ogsaa Ophold udenlands, dog kun hvis det var nødtvunget, var lovlig Grund til at udsætte Ægteskabets Fuldbyrdelse. At iøvrigt modvillig Vægring fra den ene Parts Side løste den anden fra hans Forpligtelse, er en selvfølge. – Fæstemanden var pligtig at sørge for sin Fæstekvinde i Nød og bidrage til at udløse hende af fiendtligt Fangenskab (G. L. 51). Fæstemanden

  1. Eller muligens Impotens, jfr. M. G. K. R. 25.