tog Bøder for Fornærmelser mod og for Lejermaal med Fæstekvinden (G. L. 201, F. L. XI. 13 jfr. X. 38); opholdt hun sig i sine Frænders Hus, tilkom ogsaa disse Bøder. Denne Fæstemandens Ret bortfaldt imidlertid ifølge F. L. XI. 1 og 12, hvis han uden Nødvendighed havde udsat Ægteskabets. Fuldbyrdelse over de lovbestemte 12 Maaneder. Havde Fæstemanden selv legemlig Omgang med sin Fæstekvinde før. Brylluppet, skulde han bøde hendes Giftningsmand fuld Ret (G. L. 51, F. L. III. 13, B. R. 68). Efter G. L. blev han derhos uberettiget til at hæve Fæstemaalet, og Børnene altid betragtede som ægte; men efter F. L. skulde Fæstefolkenes Børn kun i det Tilfælde betragtes som ægte, naar enten Brylluppet virkelig fuldbyrdedes, eller det hindredes ved Fæstemandens Død inden de 12 Maaneders Udløb. – Efter Kirkens Opfatning blev derimod Forbindelsen ved den legemlige Omgang eo ipso til Ægteskab (c. 15, 30 X. de sponsal. (4. 1) jfr. J. K. R. 40 og 44 og M. G. K. R. 26 jfr. 24), hvilket var en konsekvent Følge af Grundsætningen om, at Ægteskab stiftes alene ved Parternes Consensus, uden nogen yderligere Form eller Ceremoni. Dette gjaldt endog, om Fæstemaalet var sluttet betingelsesvis, idet Samlejet ansaaes for en faktisk Opgiven af Betingelsen (jfr. c. 5, 6, X. de cond. app. (4. 5).
Stundum synes en foreløbig Forlovelse (heit) at være gaaet forud for Fæstemaalet[1].
Ægteskabets endelige Fuldbyrdelse (gánga at eiga festarkona sína) skede ved et højtideligt Gilde, Brylluppet (brúðhlaup), under Nærværelse af fælles Venner og Frænder (jfr. G. L. 51 og 124; B. R. 132; M. B. K. R. 25). Nu traadte de ved Fæstemaalet trufne Aftaler i Kraft. Hjemmegiften og Tilgiften og de øvrige Gaver, som var tilsagte, blev nu udredede i Vidners Overvær og under de lovlige Former (jfr. Dipl. Norv. II. No. 147 og IV. No. 217). Nu tog det ægteskabelige Samliv sin Begyndelse, og Bruden indtraadte som
- ↑ Jfr. Gunnl. s. Ormst. Kap. 5: Skal Helga vera heitkona Gunnlaugs en eigi festarkona, ok bíða þrjá vetr.
