gyndelsen bestemt adskiller mundr fra þriðjungsauki, men siden overalt indbefatter den første under den sidste. Alligevel beholder dog de ældre Love altid Udtrykket mundr, hvor der er Tale om Stiftelsen af Ægteskab; men M. L. er selve Benævnelsen forsvunden[1], og tilgjöf bruges her underet om alt, hvad Manden tillægger sin Kone for det Tilfælde, at hun overlever ham[2]. Den nyere Landslov har saaledes udslettet den nødvendige Form af Kjøb, medens den dog fremdeles fordrer som Betingelse for Ægteskabets Lovlighed, at et formeligt Fæstemaal har fundet Sted og Ægteskabskontrakt er bleven oprettet, se M. L. V. 1 og 2, jfr. 19, B. L. ibid., sammenholdt med sin Kilde, G. L. 124 og B. R. 132, hvor mundi keypt er ombyttet med lögliga fest. Hvor denne Lov paa andre Steder bruger Ordet kaup, at kaupa, om Indgaaelse af Ægteskab (se M. L. V. 6 og 13, B. L. ibid.) staar dette i den almindelige Betydning af kontraktmæssig Overenskomst, jfr. M L. VIII. 11, der vil, at Kontrakten skal oprettes skriftlig.
Ved Fæstemaalet var Parternes ægteskabelige Forbindelse med fuld borgerlig Virkning besluttet; enhver af Parterne havde nu Ret til at kræve Ægteskabet fuldbyrdet inden 12 Maaneder. G. L. 51 sætter endog Fredløshed for den, som modvillig vægrer sig ved at opfylde sin Forpligtelse, hvad enten dette er Giftningsmanden, Kvinden selv (flannfluga) eller Fæstemanden (fuðflogi), hvilket imidlertid alene kan betragtes som upraktiske Levninger af den ældste Retsregel. I B. K. R. (III) Kap. 4 (jfr. II. Kap. 7) findes en
- ↑ Det eneste Sted i den nyere Lovgivning, hvor mundr forekommer, er Udkastet til Borgarting Kristenret, Kap. 26, der ordret er taget af den ældre B. K. R. (II) Kap. 10.
- ↑ Ogsaa paa Island er viðgjöld, þat er við er goldit, som forekommer et Par Gange i Graagaasen, ensbetydende med mundr, se V. Finsen i Annaler f. nord. Oldk. 1849 S. 249–52; Maurer l. c. S. 390.
vér várum þar, er móðir hans var mundi keypt, ok þar varu bæði brúðmenn ok brúðkonur, ok gjøf gefin sú, er við henni var fest, eigi minni en 12 aurar öreigi-mundr. Nú mæla váttar verjandans: þar várum vér, sem þú vart; eigi var mundr gefinn til hennar at løgmáli. – Ved gjøf i Kap. 54 kan ikke forstaaes andet end Hjemmegiften.
