Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


I den ældste Tid havde Kvinden, hvis hun var Mø, end ikke selv nogen Stemme, men kunde, i det mindste af sin Fader, bortgiftes mod sin Vilje (jfr. Njáls S. Kap. 10 og 13); efter Kristendommens Indførelse blev imidlertid dette forandret, se E. K. R. 22, 23. F. L. III. 22, som udtrykkelig tillader Kvinden inden 12 Maaneders Frist at kræve det Ægteskab opløst, som er sluttet uden hendes udtrykkelige eller stiltiende Samtykke, samt J. K. R. 40, M. K. R. 23, der forlanger, at Kvinden altid skal give sit Samtykke lydelig tilkjende.

Under Giftningsmand stod dog kun Mø, der forsørgedes i sine Frænders Hus. Kvinde, som ingen Understøttelse havde af sine Frænder, men selv fortjente sit Ophold, raadede efter F. L. XI. 17 selv for sit Giftermaal. Ligesaa kunde efter F. L. XI. 19 myndige Piger, som havde arvet (og følgelig ingen Fader eller Broder kunde have), samt efter G. L. 51 jfr. F. L. XI. 4 Enker, bortfæste sig selv med sine næste Frænders Raad. Dette er dog udentvivl saaledes at forstaa, at ogsaa i dette Tilfælde et Samtykke udfordres, men ikke af nogen bestemt Giftningsmand, idet Kvinden selv er Hovedpersonen og kan henvende sig til hvem af sine Frænder, hun vil. Se M. L. V. 3 jfr. 22, B. L. 20, Chr. IV. L. 21, der gjentager Budet, og tillige udstrækker Nødvendigheden af at indhente Frændernes Raad til Mandspersoner; dog vistnok kun saalænge de er umyndige; jfr. G. L. 130, hvorefter omvendt Manden ved selve sit Ægteskab bliver myndig. Om virkningen af, at Kvinden forsømte at indhente sine Frænders Raad bestemmer de ældre Love intet; men det maa sikkert antages, at Ægteskabet ligefuldt var gyldigt, jfr. G. L. 51, der siger, at Enke, som har fæstet sig uden sine Frænders Raad, kan bryde Fæstemaalet mod at bøde 3 Mark i Haandsalsslit til sin Fæstemand, se og B. K. R. (III) 4 Slutn. Efter M. L. havde den Mand eller Kvinde, som giftede sig uden sine Frænders Raad, forbrudt Landskylden og Indkomsterne af sit Gods til sine Arvinger, hvilket imidlertid i Chr. IV. L. er indskrænket til 3 Aar.

Paa den anden Side var det Giftningsmandens Pligt at give Kvinden Medgift (heimanfylgja) ved hendes Giftermaal. Denne Forpligtelse hang sammen med den ældre Arvegang,