matrimonialis (c. 25 X. de sponsal. (4. 1), var det efter Loven en nødvendig Betingelse for Ægteskabets Gyldighed, at Forbindelsen enten var stiftet gjennem en formelig Kontrakt (máldagi) mellem Manden og Kvindens Værge (at kona sé mundi keypt, G. L. 25, 27, 51, 58, 104[1], 124, F. L. III. 13, B. R. 68, 132), – eller havde bestaaet aabenlyst gjennem 20 (eller 30) Aar (G. L. 125, jfr. B. K. R. (II) Kap. 10).
Saa længe en Pige var i sine Forældres eller Frænders Hus og forsørgedes af dem, raadede de for hendes Giftermaal. Var ikke hendes Forældre ilive, afsluttedes Ægteskabskontrakten med hendes Brødre eller nærmeste mandlige Frænde (giptingar-maðr), G. L. 51, F. L. XI. 2 og 10 jfr B. R. 123, M. L. V. 1 og 2, B. L. og Chr. IV. L. ibid. Giftede Kvinden sig uden sin Giftningsmands Samtykke, havde hun efter M. L. V. 2 forbrudt al Arveret for Fremtiden, og den, som havde ægtet hende, maatte bøde fuld Ret til Giftningsmanden efter 12 Mænds Dom; vilde imidlertid Giftningsmanden uden Grund formene Pigen at indgaa et passende Parti (firra hana jafnræði), kunde hun bortgifte sig selv med sine andre Frænders Raad; dog skulde de først overlægge Sagen med Giftningsmanden. Nogen tilsvarende Bestemmelse findes ikke i de ældre Love, og det er heller ikke antageligt, at det i den ældre Tid nogensinde har staaet i Kvindens Magt at indgaa Ægteskab mod sin Giftningsmands Vilje. Tvertimod synes en saa grov Krænkelse af Ættens Ret oprindelig at have været betragtet som Fredløsheds-Sag for Manden, og først sednere at være gaaet over til at kunne sones med fuld Ret; at Ægteskabet altid blev retlig ugyldigt og Børnene ikke arveberettigede, er en Selvfølge[2]. Kirken betragtede derimod Ægteskabet ligefuldt som gyldigt; endskjønt den altid misbilligede saadanne Ægteskaber uden Forældres og Værgers Samtykke (clandestina matrimonia, c. 2 X. de cland. desp. (4. 3), jfr. c. 1, 3, C. 30. qv. 5; Conc. Trid. sess. 24 de ref. matr. 1. pr., jfr. J. K. R. 42).
