Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/101

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

matrimonialis, forudsat at ingen Ugyldighedsgrunde er tilstede, – formaaede kun ufuldstændig at trænge igjennem. Loven behandlede fremdeles Ægteskabet som et Kontraktsforhold; den anerkjendte som ægteskabelige flere Forbindelser, som Kirken erklærede for utugtige, og forkastede omvendt som ulovlige flere, som af Kirken betragtedes som fuldgyldige.

Alligevel synes dette Forhold ikke at have i nogen større Udstrækning fremkaldt Rivninger mellem den verdslige og den gejstlige Myndighed i Norge; der var ogsaa flere Omstændigheder, som gjorde, at Modsætningen paa dette Feldt, hvor stor den end var, dog ikke nødvendigvis behøvede at føre til nogen Kamp. For det første tolererede nemlig saavel Kirken som Staten til en vis Grad Forbindelser udenfor Ægteskab (jfr. G. L. 125, Sv. K. R. 69, B. R. 129). At altsaa den ene eller den anden ikke anerkjendte et Forhold som virkeligt Ægteskab, kom ikke saa meget tilsyne lige over for Personerne selv, som med Hensyn til Forholdets afledede Virkninger, navnlig for Børnene. Men disses personlige Ret var uafhængig af ægte eller uægte Fødsel og fulgte altid Faderens Stand; derimod var Arv og Odel vistnok i væsenlig Grad afhængig af, hvorvidt Forældrenes Forbindelse anerkjendtes som Ægteskab, og Spørgsmaalet om ægte ener uægte Fødsel var netop et af dem, som Kirken fordrede overladt udelukkende til dens Afgjørelse. Men da dog Arvetvistighederne selv altid ubestridt henhørte under de verdslige Domstole (jfr. c. 7 X. qvi filii sint leg. (4. 17), blev det endelige Resultat dog hvilende i verdslig Myndigheds Haand, og afgjordes overensstemmende med Landslovens Regler for, hvilke Forbindelser skulde anerkjendes som legitime. Dette har vistnok foranlediget, at Kirken i disse Sager gjærne har indskrænket sig til at optræde i de enkelte Tilfælde med aandelige Midler, jfr. Rb. 1280 Art. 7[1].

Medens Betingelsen for et gyldigt Ægteskab efter den kanoniske Rets Grundsætninger alene var Parternes consensus

  1. Þat er fyrirboðit, at menn sé nauðgaðir til þess eiðs, at hann skal eiga þá konu, sem hann hafði fyrir friðlu, er hann legst með henni síðan hann gekk til skripta ok yfirbóta.