Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/104

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

efter hvilken Kvinden alene undtagelsesvis kunde blive Arving. Retten til Udstyr ved Giftermaal traadte nemlig i Arverettens Sted, og hermed stod vistnok ogsaa den friere Stilling, som de Piger, der havde arvet noget, saavelsom Enker, indtog, i Forbindelse. At Pligten til at udstyre sine kvindelige Slægtninge, idetmindste sine Døtre og Søstre, var en virkelig juridisk Pligt, skjønt der selvfølgelig her ikke let kunde blive Tale om nogen retlig Tvang, fremgaar saavel af i den Nøjagtighed, hvormed Lovene udtaler sig om Medgiftens Størrelse og Art (se F. L. XI. 4, 16; M. L. V. 1 og 2[1]), som især af Bestemmelsen i F. L. XI. 9 og 10: at endog hvor Søsteren er sin umyndige Broders Værge, har hun Ret til at tage sig Medgift af hans Gods (da han jo, om han havde været myndig, skulde have været hendes Giftningsmand); dog skal det ske med de forstandigste Frænders Samtykke; har hun flere Brødre, hvoraf nogle er umyndige, skal det, som de myndige bestemmer, være bindende for dem samtlige. Denne Bestemmelse er gjentagen i M. L. V. 3, B. L. ibid., men med det Tillæg, at Søsterens Medgift ikke maa overstige, hvad der er tillagt Datteren i Arv i Kap. 7, hvilket viser, at Udstyret egentlig alene er Pigens Fædrenearv. Da nemlig M. L. tillagde Datter Arv efter sin Fader i Forening med Søn, bortfaldt derved Grunden til at lade hende kræve Udstyr af denne. Men Loven forudsætter klarlig, at den ugifte Datter forbliver i Huset sammen med sine Brødre og ikke faar sin Fædrenearv udbetalt før end ved sit Giftermaal, og hertil er det, Bestemmelsen sigter, hvilken følgelig har en ganske anden Betydning her, end i sin Kilde, jfr. M. B. K. R. 26. – Hjemmegiften hørte til de Gaver, som Giverens Arving ikke kunde rokke. Vel er ikke dette udtrykkelig sagt i G. L. 129, saaledes som i F. L. XI. 2; men det følger ligefrem af Forudsætningen i Kap. 128. Forældre var pligtige at iagttage Jævnet mellem sine Døtre; i modsat Fald, saavelsom hvor nogle af Døtrene var

  1. Hverr er giptingarmaðr er réttr at konu, láti allt heimilt vera í heimanfylgju. En allt þat, er sœkja skal at løgsóknum, þá skal engi tilgjøf móti koma.