mig om Raad, og jeg havde derved Anledning til at gjøre dem Tjenester. Deres Datters ulykkelige Stilling gik mig meget nær. Hendes Mand havde nemlig forladt hende og var efter Sigende gift med en anden i England. Der gik ogsaa Rygter om at han var død. Jeg betragtede min Ubestandighed, at jeg under mit Ophold i London havde glemt hende, som Hovedaarsag til hendes Ulykke.
Vor gjensidige Tilbøielighed opstammet paany; men der var mange Vanskeligheder iveien for vor Forbindelse, da ingen sikre Efterretninger fandtes om hendes Mands Død. Ikke desto mindre vovede vi at forene os og giftede os den 5. Sevt. 1730. Hun viste sig at blive en trofast og prøvet Ledsagerinde og bidrog meget til min Butikforretnings Fremgang. Alle vore Foretagender lykkedes vel, og det var vor gjensidige Bestrebelse at gjøre hverandre lykkelige. Saaledes rettede jeg saa godt det lod sig gjøre denne min store Ungdomsfeil.
Vor Klub var i hin Tid hos Mr. Grace, som havde overladt os et Værelse til Møderne. Et Medlem gjorde en Dag den Bemerkning, at da vi ofte under Debatterne trængte vore Bøger, burde disse anbringes der, saaledes at vore Privatbibliotheker blev til Fællesbibliothek, hvorved man vilde have den gjensidige Fordel at samtlige Medlemmer kunde benytte Bøgerne. Dette Forslag vandt Bifald, og vi
