svævende Liv og var sjelden at træffe i sin Forretning. Han stiftede Gjæld, og forsømte Forretningen i den Grad at han inden kort Tid ikke havde noget mere at gjøre i dette Land, men fulgte Keimer, som var udvandret til Barbados. Her ansatte Lærlingen sin forrige Mester som Arbeider. Men de laa bestandig i Strid med hverandre. Harry kom atter i Gjæld og maatte tilslut særlge Forretningen.
Jeg havde nu, foruden Bradford, ingen Konkurrent længer i Filadelfia. Men Bradford brød sig ikke meget om Forretningen, da han levede i gode økonomiske Omstændigheder. Han havde desuden en Fordel forud for mig, idet han var ansat som Postmester, hvorfor Publikum troede, at han af denne Grund havde lettere for at skaffe sig Nyheder for sin Avis. Man holdt hans Avis for at være mere udbredt og derfor bedre skikket for Avertering, hvad der var til stor Fordel for ham, men til megen Skade for mig. Som Postmester forsøgte han at forhindre mig fra at faa Nyheder med Posten, men jeg bestak Postførerne. Denne Bradfords skammelige Adfærd ærgrede mig meget, men jeg vogtede mig vel for at gjøre Gjengjæld, da jeg senere efterfulgte ham i Embedet som Postmester.
Som Nabo og gammel Bekjendt havde jeg stedse vedligeholdt en venskabelig Forbindelse med Miss Read. Hendes Forældre indbød mig ofte, spurgte
