indrer hvad Almanakken siger: Den Vise bliver klog af andres Skade, en Daare neppe af sin egen. Lykkelig den, som lader sig belære af andres Skade. Der gives Folk, som sulter sig selv og sine Børn for at kunne tilfredsstille sin egen Pyntesyge; men Silke og Atlask, Skarlagen og Fløiel slukker Ilden i Kjøkkenet. Men saadant hører ikke til Livets Fornødenheder; de hører neppe til Livets Bekvemmeligheder. Folks kunstige Fornødenheder er bleven talrigere end deres naturlige. Istedenfor en Fattig gives derfor nu hundrede Trængende. Saaledes bliver velstaaende Folk ofte fattige og maa ofte tage paa Kredit hos dem, som de før saa ned paa, men som ved Sparsomhed og Flid har erhvervet sig Velstand. Heraf er tydeligt at se, at en Bonde paa Benene er bedre end en fornem Herre paa Knæerne. Mangen en har maaske arvet en smuk liden Formue, og tror at den aldrig kan tage en Ende. Han tænker: nu er det lyst og det kan aldrig blive mørkt igjen, selv om jeg tillader mig en Udgift her og der. Men den fattige Richard siger: Kun Børn og Taaber tror, at tyve Daler og tyve Aar aldrig kan tage Ende. Tager man stadig Mel af Tønden uden at fylde noget paa, saa kommer man snart tilbunds, og naar Brønden er tør, da først ved man, hvad sandet er værd.
Hvis I vil vide, hvad Penge er værd, saa gaa hen og forsøg at laane nogen. Den som laaner, skaffer
