Side:Blandt anarkister.djvu/92

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Vi talte om mangt og meget.

Vi kom ind paa deden. Han tænkte ikke paa den og skjøv den fra sig som noget, der ikke kom ham ved. Han havde aldrig med en tanke søgt at løfte en flig af det uigjennemtrængelige slør, som stængte for evigheden. Hans tro bar ikke ud over livet, og hvad der kom efter dette, var ikke hans.

Livet havde for ham været en stor, en dejlig kamp. Sejerssikker og glødende i sin tro var han stormet frem mod den ny tid — for at knækkes i livets bedste aar, netop da, naar han troede at kunne løfte det røde flag til sejer....

— Der gik en skjærende, sorgtung undertone gjennem al hans tale. Det var som døden vibred og skalv i den stærke stemme. Luften var tung derinde, hans stemme gjorde den lummer, hans hede aande brændte mit ansigt — jeg blev den svage, det var som jeg skulde synke iknæ overfor denne fortvilelse, den endeløse, uudgrundelige død. Og jeg havde dog gjerne skjænket ham al min ungdom — for at han kunde faa leve,