Side:Blandt anarkister.djvu/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


lykke var synd, fordi jeg ikke kunde dele den med dem, som sad bag det isnende gitter.

Og blandt alle disse samfundets stedbern sad de syv anarkister, hvis navn var paa alles læber, hvis brøde var deres livsens tro, hvis ord var spredt over al verden.

Deres dage var talte, og deres tid var kort. Men netop ud fra deres celler strømmed livet i sang, i sange om livsens lykke, om livsens glæde og kjærlighed. Den stærke, tonende sang lød som bitter ironi mod os, der endnu havde hele det dejlige liv liggende foran, som haan mod mig, der i yrende ungdom skulde til at suge det ind i fulde drag.

Døden maatte dog være dejlig, naar den kunde mødes med sang fra friske struber. Da blev den kun til slutningsversets brodd i det dejligste digt — livets digt.

Det var Albert Parsons, som havde den kraftige stemme. Han gik uafladelig frem og tilbage i den trange celle. Hans ansigt var fint og blegt, og bans øjne straaled i stærk glans. Da jeg talte til ham, lyste det op i hans aasyn og hans tale flød let og undertiden rivende hurtig, som en opdæmmet elv.