barmhjærtighed, et hjærtetungt suk om retfærd, og af denne store sympati bares jeg ind i fængslet....
— Jeg krympede sammen mellem de tykke mure og blev liden under det høje tag. Store gittrede vinduer vendte ud til et hav af luft, hvor intet var at se, intet, som kunde fæste synet.
Som et stort ildrødt bur laa fangernes rum der i midten. Sprinkle efter sprinkle højned sig opover mod taget, og bag disse sprinkler skimtedes ansigter, mørke og utydelige i skyggen. En og anden haand klamrede sig til jernstængerne, saa fingrene saaes paa udsiden, og de tegned sig skarpt af mod de røde jernflader. Hvor jeg gik, mødte jeg stirrende blikke, nogle matte og sløve, andre brændende, med uhyggelig glans.
Der slog mig et isnende pust imøde fra alt dette jern og alle disse mennesker bag det. Jeg kjendte alle disse øjne bore sig dybt i mit hjærte med krav om lykke og livsens glæde. Men saa jeg ind i disse lidelsens blik, jog der kolde gysninger gjennem hele mit legem, og jeg følte, som om min frihed var brøde, min
