sit hode: Carnot myrdet! Præsidenten skudt! Carnot myrdet!
Der blev en utænkelig forvirring. Man sprang op paa bænkene og skreg i munden paa hverandre, og manden stod og svang Matin og raabte: Carnot myrdet! Carnot myrdet! Da brød gjennem forvirringen og larmen som et hvinende skrig belgierens stemme: morderen leve! morderen leve!
Det bragte dem til fornuft.
Der blev stille. Man flokked sig om de to, der afvekslende stod og skreg: Carnot myrdet! Morderen leve! En stemme protestered, flere kom til, tilslut lød det samlet: Død over morderen! død over morderen! Belgieren begyndte at se sig fortvilet om; han aned vel paa en maade, hvad der vilde komme. Men han stod omringet paa alle kanter, og der fandtes ingen udvej.
Da forsøgte han med et: død over alle tyraner! men det faldt magtesløst til jorden. En høj, kraftig stemme brød ind: ud med blodhunden! og snart lød det som et eneste raab: ud med blodbunden! ud med dyret! og hundrede kraftige arme strakte sig efter ham. Han
