saa sig fortvilet om, sled og stred imod alt, hvad han kunde, men han var allerede paa vej mod døren. Da var det en, som raabte, at han var da kammerat — man burde ha respekt for hans meninger. Tagene løsned lidt. Det begyndte at bli haab for ham.
Han er ikke kammerat, lød der borti flokken.
Jo, han er, svaredes der.
Han skal exkluderes!
Afstemning! Afstemning!
Nej, nej — ud med ham!
Han er en spion! raabte Bertoïa, saa det sang gjennem salen. Han er en spion — jeg har beviserne hos mig!
De hundrede arme greb fat igjen, døren skubbedes op og han sendtes med et inderligt kast ud i gaarden.
Døren blev lukket igjen, og nu først tænkte man paa Matin. En greb bladet og læste højt.
Pyt sa’n! Det var bare en afskediget militær, som havde skudt med løst krudt. Han havde gjort det forat opmærksomheden skulde henledes paa ham, saa at hans pensionsandragende maatte bli indvilget. Fyren havde simpelt hen gjort det af nød — for ikke at sulte ihjæl.
