Side:Blandt anarkister.djvu/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


gerne. Politiet havde overhørt trudselen, og han sammen med to andre havde trukket sine revolvere og skudt. En politibetjent var blet saaret. Hans kammerater blev fakket, han selv undkom. Nu klaged han saa bitterlig over, at hans meningsfæller i Paris ikke vilde vide noget af ham.

Men denne korte beretning var isprængt med vilde, fnysende ord, glødende af had, brændende af hævn, uhumske, uanstændige ord, smuds fra gader og skidne kroge, ækle, væmmelige udgydelser, som jeg aldrig havde troet kunde nævnes i et sprog. Blod, blod, blod gik som et fortvilet raab gjennem alt — længsel efter rindende, rødt menneskeblod.

En klam, ubehagelig følelse overmanded mig under denne tale. Det var som om jeg blev overgydt med en slimet, grønsket vædske, som om dynd fra kloaker og kanaler sived nedover mig.

Vi sad der stille, uden at røre os. Det var kun talerens stemme, der hørtes. Den knækkede stilheden over i afbrudte, stakaandede sætninger.... Da stormer der en mand gjennem døren, svingende Matin over