mænd, som absolut vilde ha greje paa de revolutionæres stilling i Norge, da pludselig snakket forstummer, og enhver lister sig bort til sin plads.
Ved den ene ende af billardtablet stod et menneske og forberedte sig til at tale. Uden spor af foranledning, uden at forlange ordet, saa grænseløst umotiveret stod dette menneske der og afbrød min interessante beretning om Savalguten og Jeppesen. Svensken saa vist paa mig, hvad jeg tænkte, thi han hvisked beroligende, at sligt var skik her; den fyren der er belgier, la han til.
Ubevidst hvorfor fik jeg antipati mod dette menneske. Det slog mig, at han kunde ikke høre til blandt disse store, sobre, livsglade fremtidsmennesker. Der var noget mørkt, skummelt i hans blik, og det hvide i øjet var rødt. Jeg tænkte at her havde jeg da endelig en af Morgenbladets anarkister.
Han fortalte en historie fra en belgisk fabrikby. Byens revolutionære havde havt nogle møder, hvortil politiet havde tiltvunget sig adgang. Han og et par andre havde varskoed, at hvis de ikke gik, fik de selv ta føl-
