fortalte, at jeg blandt andet skulde faa se en skandinavisk anarkist, nogle tyskere, samt noget mere ogsaa, som jeg kanske kunde bli forbauset over.
Der var adskillig med folk derinde, og flere som jeg kjendte igjen fra andre møder. Den skandinaviske anarkist var en lang, rødhaaret svensk bengel, som raabte »ta mej fan«, dahban fik høre, at jeg var normand. Jeg tog ham for skrædder først, men han var virkelig noget i Magazin Printemps. Der kom vin over en lav sko, og snakket gik højt derinde paa alle mulige sprog. Der var tysk og fransk, der var russisk, italiensk og spansk, der var en amerikaner, som svared bare you bet, og saa var det svensken og jeg, som talte »skandinavisk«.
Vi kom godt overens. Han var en fornuftig fyr, som snakked saa lidet som mulig om »menneskerettighederne«, men saa meget mere om ganske andre ting, som jeg netop da interesserede mig ulige mere for. Bertoïa sad lige ved mig og talte med en tysker og sa ach ned i struben med utrolig naturlighed.
Jeg blev netop presenteret for endel fransk-
