maatte krybe paa hænder og fødder over løse stene og det smudsigste bundfald, og jeg følte mig snart træt, og tiltrods for al min forsigtighed støtte jeg ofte mit hode mod taget, og det var kun min stive hue, som frelste mig fra de følger, som maatte komme af den instinktmæssige tilbøjelighed, som min rygrad havde i at rette sig op.
Paa denne maade fòr vi fra schakt til schakt, hidset og skræmt af de mange rullende kulvogne. Jeg hørte bare en par gange, at en klokke varskode deres komme, men oftest fik vi ponnyens varme, stinkende aande lige i ansigtet, før vi kunde undgaa den. Der er saa lavt, at hesten neppe kan gaa opreist, og hodet maa den lude dybt ned. Og der, hvor schakten er for lav endog for de minste ponnier, der blir smaabarn spændt for vognene.
Et sted krøb vi ind i en nische i bjergvæggen for i ro at se paa. Lyset fra vore lygter faldt paa et halvt dusin arbejdere af begge kjøn, som laa derinde i mørket og brød kul ud af fjeldet. Nogle smaa jentunger læssed paa vognene, og en stor, velbygget fyr stod med en jernten og holdt aabent et hul i bjerg-
