med loven. De har kanske hørt om den store ulykke, som hændte der for nogle aar siden — det var op til 200 mand, som gik for det i en grube.
Men jeg vilde ned i en af gruberne, og efter at jeg havde holdt paa at parlamentere vel og længe, fik jeg endelig tilladelse. Jeg tog paa mig en minerdragt, og da jeg havde faaet en fører, bar det ivej. Vi havde en kurv for os selv, og vi hejstes ganske sagte ned. Lyset forsvandt hurtigt, vandet dryppede ned fra bjergvæggene, og jeg følte en intens kulde, endskjønt jeg havde tykke uldklær under. Da vi var kommen 410 meter dybt, gik vi udaf, og vi var i en underjordisk hule, der var saa bælgmørk, at neppe lyset fra vore lygter kunde bryde igjennem det, og luften var tæt og tung at aande. Da jeg havde vænnet mine øjne til mørket, saa jeg nogle fillede skikkelser med dødblege ansigter, og jeg saa vognrækker bevæge sig rundt om os.
Hvor længe jeg vandred om i denne endeløse, rædselsfulde hule, ved jeg ikke. Det lave, kuldryppende tag var støttet med bjælkestumper, og sine steder var det ikke tre fod højt. Vi
