ikke længer ved det, og mens vi sad der paa udekaféen og spiste, betragted jeg den ustanselige strøm, der seg tæt forbi os paa den halvmærke boulevard. Bare for løjer nikked jeg til en liden gulsort en med store begsorte øjne og dette lange, sejge smil, der er saa farligt. Og hun vendte tilbage og gik der og saa paa mig den hele tid.
Men ved maraschinoen fortalte herr Laisant om sit besøg i de belgiske kulgruber, og da glemte jeg for et øjeblik den lille udpaa boulevarden.
— Jeg var i Mons i forretninger, begyndte han, og derfra er det bare nogle minuters jernbane til Frameries, hvor nogle af Belgiens største kulgruber er. Det er en liden skidden, svart by med smaa, lave hytter og gader som svinestier, og jeg, som kom der som fremmed, syntes at elendighed pibled ud af alt, jeg saa. Men indbyggerne var alligevel hyggelige, snille folk, og de leved i god forstaaelse med hverandre, sammenknytted som de var ved arbejdet og fattigdommen og ulykken, og saa ved familjeforholdene naturligvis, der just ikke, efter hvad jeg hørte, var saa særdeles i overensstemmelse
