halvsure, uskyldige vin, som man blir saa særlig benaadet med i Paris. Jeg forsøgte at spæde paa med Kristiania-øllet i den norske fiskeriafdeling, men det blev nok for stærke sager for de to sydlændere — de foretrak sin vin.
Og mens vi vandred omkring der paa Marsmarken, snapped herr Laisant enhver lejlighed til at udbrede sig om sit kjæreste emne, saa baade Bertoïa og jeg blev led og kjed af det. Og jeg, som havde gaat saa stille og lytted til hvert ord, han sa, jeg lo nu, naar Bertoïa puffed mig i siden, og krampagtig greb jeg efter ethvert nyt emne, som bød sig frem; men det var forgjæves; han suged sig fast til det som en igle og endevendte det, saa han fik det til at bunde ud i sin evindelige, dejlige kommunisme.
Det var som et glædens evangelium han forkyndte os, da han foreslog Café Americain for at supere. Om ikke andet, saa havde vi dog her alle udsigter til et natligt æventyr, saa kanske dagen alligevel ikke havde været saa ilde tilbragt. Men herr Laisant fortsatte utrætteligt og endeløst sit snak; men jeg fæsted mig
