sidder nu netop i fængsel for anarkistisk propaganda.
Herr Laisant sa det saa tørt og koldt, at det jog som en gysning gjennem hele mit legeme.
Men nu kunde jeg se, fortsatte han lige ufortrødent, mens fyren var fattig, saa var alt ham ligegyldigt, men da han fik hele sin forfortjeneste for sig selv, var det, som alt det nye i tanke og tale havde inkarneret sig i hans skikkelse, thi han er blet en af vore første apostle. Nej, min herre, fattigdommen lærer aldrig folk at tænke, thi den føder bare had og hævn og revolutionstrang, og derfor maa vi, som har faat øjne at se med, staa færdig til at lede den vilde hob ind paa den rette vej. Og det skulde jeg tro, at det var ikke anarkisterne, som vilde gjøre revolution — det besørged nok arbejderne selv. »Vi vil bare lede den, vi«, sa herr Laisant og nikked betydningsfuldt paa hodet.
Vi havde tilbragt det meste af dagen paa udstillingen, og herr Laisant havde været lige utrættelig til at tale som til at skjænke den
