Side:Blandt anarkister.djvu/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


min lønning, saa kan De se, hvor langt De tror paa menneskelykke... Ja, det sa den stakkars djævel, skjønt det skulde jo bare være en grund mere til, at han skulde bli socialist. Men saa haendte det noget rart... det var akkurat som der laa en bestemmelse i det. Kona hans havde faat en smitsom sygdom, og inden tre maaneder laa hun og otte af barna i jorden. Den ældste var ude og fortjente sit eget brød. Da jeg hørte om dette massedødsfald, trodde jeg naturligvis, at fyren var aldeles nedbrudt, og at der ikke var ord for al hans sorg og kvide. Men jeg fandt ham som et nyt menneske — saa uendelig forandret. Han som havde trællet og slidt saa indesluttet og taus, han lytted nu begjærlig til sine kammeraters tale. Og da jeg spurgte ham, om det ikke var et tungt slag o. s. v., saa svared han, at han havde gjort alt, hvad som stod i hans magt, og saa kunde da vel ikke han gjøre noget mere. Og forresten havde vel han ogsaa en slags ret til livet, han skulde da ikke gaa i sorg og savn hele sin tid, og var kanske ikke hans tid kommen nu? Jeg tog ham i haand og takked – jeg saa, han var paa den rette vej. Han