Side:Blandt anarkister.djvu/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Det var løgn det, at sulten og fattigdommen gjorde folk til anarkister, den bare gjorde folk end mer idiotiske. Naa — jeg kunde ikke forstaa det! Kunde jeg ikke skjønne da, at det var, fordi de norske arbejdere var saa fattige, at vi ingen skikkelig arbejderbevægelse havde. Han kunde gi et andet exempel og, sa ban. Han havde kjendt en smed, og det var en kjæk, opvakt fyr, men han var uheldigvis gift, og, hvad som var det værste, han havde faaet sig en skok unger paa halsen — ni stykker tror jeg, det var. Og for at bærge livet til sig og sine maatte han hænge i fra tidlig morgen til sene kvæld, og han sled som en satan og var om sig paa alle kanter, hvor der var en sou at tjene. Men ban bavde nogle arbejdskammerater ogsaa, og de var socialister, og saa forsøgte de naturligvis at paavirke ham. Da saa han paa dem med sine store, troskyldige øjne, rysted paa sit vakre hoved og sa: snak I bare væk om eders dejlige frihed og lighed og menneskelykke, men jeg maa nok slide, jeg, for at skaffe føden til mine og endda takke til, at vi ikke sulter ihjæl. Naar De, godtfolk, har faat ni unger og kjærring at forsørge med