klasse, som tog udbyttet af andres arbejde, thi her hersked kommunisme. Blandt disse var der ikke nogen, som hverken led nød eller sulted, thi naar en af disse skyder et vildt, saa kunde mange leve af det, for ingen trængte mer end til at spise sig mæt. Og deres ævner og livs maal blev ikke stængt af slid for føden, uhindret fik de udvikle sig hver i sin retning. Han troede, at vi ogsaa engang vilde komme tilbage til det, om end paa en anden maade, naturligvis. Vore ævner maatte ikke gaa tilgrunde i madstrævet; thi det var dog ikke alligevel ophavet til vor arbejdslyst. Den maatte nok søges i vore anlæ og ævner og i det maal, disse stilled. Men naturligvis, trangen til at fare et bedre liv var ogsaa en mægtig drivkraft. Det bedste bevis herpaa var pariserarbejderne. Der fandtes ikke et folk, der mere gjennemgaaende haded det bestaaende, der var mere revolutionslystent. Men pariserarbejderne var ikke fattige, de leved godt, forbandet godt, forsikrede han mig, og det var trangen til at leve endnu bedre, endnu bedre at kunne nyde det herlige liv, som havde gjort dem til kommunister.
