klasse, som tog udbyttet af andres arbejde, thi
her hersked kommunisme. Blandt disse var
der ikke nogen, som hverken led nød eller
sulted, thi naar en af disse skyder et vildt,
saa kunde mange leve af det, for ingen trængte
mer end til at spise sig mæt. Og deres ævner
og livs maal blev ikke stængt af slid for føden,
uhindret fik de udvikle sig hver i sin retning.
Han troede, at vi ogsaa engang vilde komme
tilbage til det, om end paa en anden maade,
naturligvis. Vore ævner maatte ikke gaa
tilgrunde i madstrævet; thi det var dog ikke
alligevel ophavet til vor arbejdslyst. Den
maatte nok søges i vore anlæ og ævner og i
det maal, disse stilled. Men naturligvis, trangen
til at fare et bedre liv var ogsaa en mægtig
drivkraft. Det bedste bevis herpaa var
pariserarbejderne. Der fandtes ikke et folk, der mere
gjennemgaaende haded det bestaaende, der var
mere revolutionslystent. Men pariserarbejderne
var ikke fattige, de leved godt, forbandet godt,
forsikrede han mig, og det var trangen til at
leve endnu bedre, endnu bedre at kunne nyde
det herlige liv, som havde gjort dem til kommunister.
Side:Blandt anarkister.djvu/59
Hopp til navigering
Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
