Side:Blandt anarkister.djvu/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Jeg kunde ikke andet end smile til den store sværmer, og italieneren Bertoïa, der ogsaa havde stor tro paa sit folks skabermagt, lo haanligt til de stærke ord.

Men da stod alt i fyr og flamme, og de kjækled sig hed og varm om Pariser-kommunen.


Vi var nede ved markedsboderne paa Marsmarken. Vi stod ved en afrikansk landsby, og de sorte naturmennesker boltred sig, som var de paa sine egne sletter. De laa under palmerne og laded sig, de sad paa hug i sine sivhytter, de knasked kokus og saa saa uendelig overlegent ned paa os civilisationsmennesker.

Den utrættelige Laisant var paa færde igjen med sine visdomsord, og da hørte jeg dog gjerne paa ham; thi hvor fremmed og ny end hans tanker var, hvor svævende og utopisk end hans tro syntes mig, der aanded dog kjærlighed ud af hvert ord, og underligt skulde det menneske være, som ikke blev grebet af slig glød og elsk.

Her saa jeg mennesket i naturtilstand, sa han. Der fandtes ikke blandt disse folk en