Side:Blandt anarkister.djvu/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Der laa saa megen rædsel og bævende frygt i alle disse øjne, at jeg næsten kunde se ansigternes muskler dirre og deres knær skjælve som en oldings haand.

Var da døden et saadant uhyre, at den selv paa dette banale sted skulde indgyde rædsel!

Det var ingen, som havde ytret et ord derinde, og dødsstille var det, da vi gik ud.

— Saa De — sa herr Laisant - tre myrdede og en, som har druknet sig, og det bare paa en nat. Og endnu si’r man, at vi lever i et lovbundet samfund og præker, om hvor velsignet alt er. Og trods det, at al vor gjerning og al vor færd vogtes af politi og soldater, og trods det, at vi har det tunge statsmaskineri til at lede os paa den rette vej, alligevel øves de rædsomste forbrydelser — og det midt i denne dejlige by, hvor alt aander fred og forsoning, hvor alt samler sig i glæde og lykke. Jeg har mangen gang graadt mine modige taarer, naar jeg saa al den elendighed og forbrydelse, som besudlede mit Paris; thi De skal dog vide, at vi, Pariserne, er et udvalgt folk, som skal lede Eder fremmede ind i det ny samfund.