Side:Blandt anarkister.djvu/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


væggen, hvorigjennem gassen strømmed ud; ellers havde den villet kvæle arbejderne. Ingen kan taale dette farlige arbejde mere end en tre, fire timer.

Jeg var ogsaa et sted, som man kaldte sikkerhedsschakten. Det var det eneste sted, hvor man kunde undkomme fra dette underjordiske fængsel, hvis der hændte en ulykke i hovedschakten. Vi krøb gjennem smaa huller og lave hvælvinger, og lyden af rindende vand hørtes tydeligere og tydeligere. Endelig var vi kommen til bunden, 460 meter dybt, og lyset fra vore lygter faldt paa en sort vandflade, der laa saa stille, som var den størknet.

Da vi vendte tilbage, mødte vi natarbejderne, smaa, udmagrede folk, og nogle af dem støtted sig endog paa stokke for at holde sin daarlige krop opret. Vi blev i følge med nogle arbejdere i en trang kurv, og vi stødte alt i et mod væggen, og det skidne kolde vand dryppede ned over os.... Aldrig har jeg følt slig nydelse i at se lyset og aande frisk luft, som netop da. —