prat og latter og en masse dumme haandbevægelser mellem dem, og saa kommer Bertoïa dragende med fyren bortover til mig og præsenterer:
Herr Laisant, fabrikejer, en af vore beste kammerater.
— Ja, han var virkelig fabrikejer, havde drevet fabriken — det var et baandvæveri — han havde drevet den i en syv otte aar, fortjente gode penge paa den... var saa lykkelig at kunne støtte propagandaen... glæded ham forresten meget at kunne hilse paa en normand. Formodentlig en meningsfælle?...
Bertoïa svarte paa mine vegne. Og jeg var næsten glad for, at jeg slap; thi det er i grunden ikke saa lige til at svare slige mennesker, som lar ordstrømmen fosse og saa pludselig braastanser med et eller andet dumt spørsmaal. Jeg aned, at jeg havde et sligt exemplar for mig.
Efter at han havde talt i det lange og brede om, at han idag absolut vilde ha sig en fridag, og at vi absolut maatte være hans gjæster, saa han kunde slaa dagen ihjæl nogenlunde anstændig, men at han desværre ikke
