stor forskjel paa dem — trækkene gjennemgaaende de samme, og den kjedelige moustache tjente ikke til at forøge et individuelt udseende.
Idet jeg sad og iagttog dette og halvt tænkte at meddele mine betragtninger til Bertoïa, lægger jeg mærke til, at næsten anden hver mand som gaar ind, sender en hilsen bortover til ham. Jeg havde ikke hørt noget om, at han havde bekjendtskaber herude, og undredes saare meget. Men det fortsatte og fortsatte i det uendelige, og jeg begyndte tilsist næsten at bli bange for hans popularitet.
De var alle kammerater fra Salle Favré, fortalte han mig. Jeg skjønte altsaa, at de var anarkister. Saa udbredt havde jeg dog ikke troet, at anarkismen var — anden hver mand paa den første og bedste fabrik, vi stanser ved! Jeg skulde dog snart faa forklaringen.
Strømmen begyndte pludselig at tyndes af, og de aller siste pilte afsted for at komme tidsnok. Vi havde rejst os for at gaa, da med en gang en herre steamer lige paa Bertoïa og synes at ville knuse den tynde fyren i sit stærke favntag. Han bar flos, spadserfrakke og havde hansker og stok. Det buser ud i
