vidste, hvor vi skulde gjøre af os saa tidlig paa morgenen — siden blev det nok en raad — saa endte han den leksen med at spørge, om vi vilde se hans fabrik.
Jo da, det vilde vi gjerne.
Arbejdet var alt i gang, da vi kom ind der. Under det røgede tag og langs de sorte vægge snoed store, brede remme sig lange og uendelige som bændelorme, og de blankpudsede maskiner strakte frem sine nogne dødningearme og greb om hjulene med sine stærke knokler. De var som overmenneskelige uhyrer, der grinte os imøde i al sin nøgenhed. De fræsed og knaged, som knuste de menneskebørn under de tandede hjul, og de uendelige bændelorme under taget hvined, som var det et sidste dødsskrig.
Mens jeg følte, som om nerverne krymped og vilde knuge mig sønder og sammen i al denne skjærende mislyd, saa stod arbejderne saa irriterende rolig og passede disse skeleterede uhyrer. Det var, som om de aldrig havde hørt denne infernalske musik.
— Ser De her, min unge mand — sa herr Laisant til mig, idet han pegte paa en maskine
