— Der blev pludselig med en gang
tempelstille i salen. Alle hoder vendte sig mod døren.
Det var Louise Michel, som kom i fllge med
sine to novicer — mine dejlige damer fra
boulevarden....
Altsaa dette var den parisiske jomfru, denne berømte eller berygtede kvinde, som hele verdens presse aar efter aar havde benyttet til at fylde sine »Petit« med — denne underlige kvinde, hvis navn er blet mere udskreget end selve kongernes, hvis dyd er blet mere haanet end al verdens synd — altsaa dette var den kvinde, som havde kjæmpet paa barikaderne i kommunens tid, og som havde sukket i fængslerne, fordi hun ikke havde villet lyde landets love.
Det var ikke slig, jeg havde tænkt mig hende — en bøjet kvinde over de seksti med graanet haar og rynket hud. I min ungdommelige fantasi havde hun nok staaet med noget skjønt over sig, med flagrende lokker og fyrig ungdom. Men mine forestillinger faldt aldeles i gruset, da hun stod op for at tale.
Der kom ingen rivende, ustanselig flom af ord, ingen heftig gestus og lynende øjne.
